Jeg arbejdede som en sindssyg igen hele ugen før og i weekenden. Der er sultne Pioupious overalt i mit hus.

Så åbenbart startede det med loven om maksimalt besvær. Ved at være 200 % på tastaturet, paragliding, klatring og windsurfing fik jeg en mild senebetændelse i mit håndled. Det er praktisk lige før man angriber samlingen af ​​30 prototyper...

Det var derfor nødvendigt at tilrettelægge jobbet for at bede så lidt som muligt om den smertefulde hånd. Det var her den elektriske skruetrækker reddede mit liv.

Da disse maskiner aldrig har et batteri, løste jeg problemet på min egen måde...

Nå nu er jeg i hvert fald uddannet til at arbejde på samlebånd.

Efter de mekaniske detaljer færdiggjorde jeg kortene. De få manglende komponenter skulle loddes i hånden. Blyfri, lodning, RoHS-direktiv kræver.

Alt det over, jeg monterede et par stykker for at teste en sidste gang. Jeg ville være sikker, før jeg druknede kortene i tropicaliseringslakken (for at beskytte kredsløbene mod fugt).

Alt fungerede perfekt. Disse to beacons stod endda over for deres første storm.

Jeg installerede en tredje Pioupiou i morges på taget af Xavier's, ved St-Hilaire-Du-Touvet landing.

Han var endda i stand til at møde den 17-tiden storm, der var blevet varslet meteo-paragliding.com

Han optog os et par vindstød: (tiderne er i UTC, du skal tilføje 2)

Så alt var fint indtil videre... 

På dette gode momentum var jeg stille og roligt ved at samle de sidste beacons for at stille dem på posthuset i morgen.

Og dér, dramaet: Jeg mærker et kort varmes op i min hånd.

Der er en ret generel regel inden for elektronik, som siger, at når den ryger, er det ikke et godt tegn.

Der er en anden ret generel regel inden for elektronik, som siger, at rygning er sjovt. Men for en gangs skyld grinte jeg mindre end under valgfag i gymnasiet.

Efter en stor panik identificerede jeg problemet:

På tegningen af ​​tavlerne glemte jeg at fjerne stelplanet omkring batteriklemmerne. Det er en dum fejl. Så i nogle specielle tilfælde kan det kortslutte. Det er glæden ved prototyper.

Gemt, det er ikke irreversibelt. Men du bliver stadig nødt til at angribe kortene et efter et med dremel for at rette fejlen.

Jeg tror, ​​vi er afsted igen til en uges hjernerystelse!

For at få dig til at vente, lover jeg, at jeg vil lave en smuk side til dig, hvor du kan overveje målene fra Pioupiou de Lumbin.

Og for at trøste mig selv, vil jeg angribe en anden lokal Pioupiou. Ser mere spiselig ud denne her 🙂

OPDATERING ONSDAG AFTEN:

Endelig ikke engang dårligt, drémel gør jobbet perfekt.

Mere end tredive kort til slagtning og nylakering og alt det der vil være en gammel historie.

I mellemtiden testede jeg en funktionel Pioupiou i eftermiddags ved Lake Laffrey. Han klarede sig ret godt.

Denne artikel fortæller dig om fødslen af Piou Piou, den første 100 % autonome og overkommelige sensor til at måle vinden live, selv hvor der ikke er elektricitet eller internet.

Oplev Pioupiou på hans hjemmeside: http://pioupiou.fr